Kunstnerisk ansvarlighed handler om at skabe forandring og udvikling i kulturlivet og samtidig skubbe på en mere ligeværdig adgang til at fremføre og opleve kunsten.

Kunsten kan sætte perspektiv på det, vi ellers ikke se. Vi har en rolle i at styrke kunstens position i samfundet, og vi støtter aktivt de kunstneriske vækstlag og stiller festivalen til rådighed for nye kunstneriske møder, formater og eksperimenter.

Læs her om vores indsatsområder, der skal bidrage bæredygtig udvikling inden for kunsten.

Platform for unge kunstnere

Vi bruger festivalen som en platform til at skabe opmærksomhed om de unge kunstnere, som endnu ikke får den fortjente eksponering. Vores fokus på vækstlag hviler samtidig på en overbevisning om, at det er de nyskabende kunstnere og debattører, der bærer de mest samfundsrelevante dagsordener frem.

Etablerede kunstnere som Artigeardit, Blæst, Jada, Mø, Tessa og The Minds of 99 mødte karrierens første store publikum på Roskilde Festivals mindste scener, før de fik gennembruddet og siden erobrede større scener.

Også vores program for kunst og aktivisme understøtter vækstlagene. 

I 2023 skaber kunstnere i starten af deres karriere som Alex/Alexandra Jönsson, Maria Nørholm Ramouk, Regitze Engelsborg Carlsen, Sóley Ragnasdóttir, Tore Hallas og Trine Struwe nye værker og installationer via vores partnerskab med Art Hub Copenhagen.  

Spirende organisationer som Social Justice Inluencers, Turning Tables, Rapolitics og Den Grønne Ungdomsbevægelse giver taletid til nye unge stemmer i kulturen.

I partnerskab med designkollektivet Public Works har vi afholdt sommerskoler om bæredygtighed og aktivisme i byudvikling.

Donationer til vækstlag

Gennem donationer til kunstneriske og aktivistisk vækstlag kan vi støtte idéer og initiativer, som kan spire og skubbe kunsten og samfundet nye steder hen. På den måde skaber det økonomiske overskud fra festivalen grobund for nye idéer.

I 2022-2023 har vi udloddet mere end tre millioner kroner til 54 forskellige aktører fra de kreative vækstlag, som har valgt at engagere sig aktivt i nogle af tidens store samfundsmæssige dagsordener.

Se oversigt over seneste vækstlagsdonationer
Se donationspolitik

Festivalen som bylaboratorium

Hvert år opfører vi en by på ny – med alt, hvad det indebærer af infrastruktur, arkitektur og byrum, handelsliv, foreningsliv, kunst og kultur. I løbet af de otte dage om året, hvor festivalbyen eksisterer fysisk, udgør den Danmarks fjerdestørste by regnet i indbyggertal.

Festivalbyens størrelse og midlertidighed gør den til et gigantisk levende bylaboratorium. En festivalby, som genopfinder sig selv og gør det muligt at eksperimentere og teste nye ting af. På den måde lærer vi, hvordan vi er sammen kulturelt og socialt. Samtidig oplever vi, hvordan kunst og kultur kan forandre vores deltagere og inspirere til nye fællesskaber og nye måder at være sammen på.

Læs  om festivalen som bylaboratorium

Kunstnerisk innovation

Vi opfatter kunstnere som samarbejdspartnere, og vi stræber efter at udvikle værker og installationer i tæt samarbejde med kunstnerne. Samtidig indretter vi festivalpladsen, så den understøtter nye kunstneriske oplevelser. På den måde bliver festivalbyen en kreativ legeplads og et udviklingsrum, hvor nye idéer opstår og realiseres.

Oplevelsesrum som Platform og Destroy Me Once, Destroy Me Twice er nogle af de projekter, der leger med indhold, scenografier og interaktionen mellem kunst og deltagere.

De flere kilometer graffitiværker på festivalbyens facader og hegn skabes på stedet i et fællesskab bestående af over 100 kunstnere fra hele verden, og Claudia Comtes seks meter høje træstammeinstallation ME WE er skabt til festivalen i samarbejde med Copenhagen Contemporary og er siden opstillet i fritidslandsskabet Milen syd for Roskilde.

Andre projekter skaber vi gennem partnerskaber med andre kulturinstitutioner, hvor erfaringer, viden og idéer på tværs skaber nye typer oplevelser.

Sammen med Betty Nansen Teatret har vi udviklet koncertformatet Iscenesat, hvor kunstnere som Konvent, When Saints Go Machine, Bisse og Iris Gold har bragt musik og teater sammen i nye eksperimenterende møder.

Øget diversitet i programlægningen

Roskilde Festivals musik- og kunstprogram skal afspejle forskellighed i kunstneriske udtryksformer, kønsrepræsentation, etnicitet og nationalitet.

Forskellighed er vigtig for at øge den mellemmenneskelige forståelse i vores samfund, og kunst kan være et redskab til at skabe forandring og vise nye perspektiver.

Vi arbejder med diversitet inden for tre overordnede områder: Støtte til vækstlag, fremhævelse af rollemodeller samt videndeling og dialog

Ansvarlig kuratering

Kunstnerne er medskabere af festivalen, der er med til at give gæsterne de store oplevelser. Ikke kun på musikscenerne, men også gennem alle de performances, værker og installationer, der indgår i billetkøbernes samlede oplevelse.

Kunst koster penge, og kunstnerne skal have en indtjening på deres arbejde og værker, uanset hvor i branchens fødekæde, de befinder sig. Kunstnerne skal derfor medvirke på fair vilkår.

Det betyder, at kunstnerne honoreres i henhold til branchens aftalte standardsatser eller i samråd branchernes faglige organisationer. Samtidig tilbyder vi ordentlige forhold på selve festivalen i form af sikre faciliteter, tekniske forhold og forplejning.

Gennem samproduktioner med f.eks. museer, kunsthaller, teatre og spillesteder kan vi tilbyde kunstnerne et bredere og større publikum, end hvad der muligt i løbet af otte dages festival om året.

Samtidig giver samproduktionerne mulighed for længere arbejdsperioder og dermed yderligere fordybelse og udvikling i den kunstneriske proces.

Frivillighed og uddannelse

Kunsten skabes ikke alene scenerne. Kunstnerne er omgivet af projektledere, kuratorer og teknikere, der koordinerer og skaber de understøttende lyd- og lysoplevelser.

Frivilligheden kan give praktisk erfaring med større projekter og også ledelsesværktøjer, der kan anvendes som afsæt til at etablere eller udvikle sig professionelt i kulturbranchen.

Nogle frivillige er engagerede som scouts, der sonderer musikscenen som en del af bookingarbejdet. Andre deltager i et uddannelsesforløb inden for lydproduktion, som vi har udviklet sammen med den amerikanske højtalerproducent Meyer Sound.

Her deltager cirka 30 freelance-lydteknikere i et uddannelsesforløb med fokus på blandt andet konflikthåndtering, samskabelse, sociale relationer, højttalerdesign og lydmåling.

Gennem uddannelsen kan deltagerne, der er i alderen 20-50 år og kommer fra lande som Sverige, Island, Tyskland, New Zealand, Libyen og Danmark, styrke deres netværk, dele erfaringer og få adgang til at afprøve deres færdigheder på et højt niveau på festivalen. 

Samtidig kan forløbet forny branchen gennem bredere funderede færdigheder og fokus på medarbejdernes rettigheder og samtidig bidrage til at påvirke diversiteten og kønsbalancen i en ofte ganske mandepræget verden.