ROSKILDE FESTIVAL SOM BYLABORATORIUM

Roskilde Festival er et gigantisk levende bylaboratorium, som kan inspirere og sætte retning for fremtidens byudvikling.

OBS: Download publikationen 'Roskilde Festival Byfortælling' nederst på siden.

Den midlertidige festivalby har gennem årene tiltrukket og inspireret arkitekter og byplanlæggere. De har både deltaget i planlægningen, men også oplevet, hvordan en festivalby bliver til gennem engagement og frivillighed. 

Frivillige arbejder året rundt på at udvikle byen og skabe et fællesskab, hvor beboerne kan udfolde sig, tænke nyt og lade sig inspirere - af byen og hinanden. Og den viden kan vi tage med videre ud i samfundet og bruge i udviklingen af fremtidens byer.

Cirkulært byggeri
Et konkret eksempel fra festivalpladsen er Bazar-området. Det er et handelsområde, hvor alt er bygget op efter vores principper for cirkulært byggeri.

Områdets gennemgående fokus på genbrug og genanvendelse er med til at inspirere til at bygge mere cirkulært i fremtiden, både på festivalen men også uden for festivalhegnet. 

Kunst i landskabet
Også ved at give plads til kunsten ønsker vi at inspirere. Et eksempel er værket Destroy Me Once, Destroy Me Twice af Katharina Grosse, som er et 2.400 m² farverigt kunstværk og dansegulv i det bakkede landskab, som indbyder til bevægelse og interaktion mellem deltagerne. 

I publikationen 'Roskilde Festival Byfortælling' kan du blive klogere på, hvordan vi arbejder med byudvikling, kunst og arkitektur i skabelsen af festivalbyen og dens fællesskaber og frirum.