HER ER ÅRETS FULDE PROGRAM!

PUBLICERET TIRSDAG 9.4.2024

Program
21 Savage, PinkPantheress, Amaarae og Young Nudy er blandt de 53 musiknavne, vi i dag kan tilføje til RF24-plakaten. Med dagens offentliggørelse er det fulde program for sommerens festival på plads.

Nu kan du for alvor glæde dig til Roskilde Festival 2024!

I dag lægger vi nemlig de allersidste brikker til det kæmpestore og farvestrålende puslespil, som er årets Roskilde-plakat – næsten et halvt år efter at vi lagde kimen til sommerens største festivaloplevelse med offentliggørelsen af de første navne.

Og vi løfter sløret for det fuldendte program med en spektakulær tilføjelse! I dag slutter den amerikanske stjernerapper 21 Savage sig nemlig til hovednavnene, som i forvejen tæller blandt andre SZA, Doja Cat, Skrillex, Foo Fighters, Kali Uchis, J Hus og PJ Harvey.

21 Savage udgav i januar albummet American Dream, der sætter en fed streg under hans status som en af tidens allerstørste og mest vitale kunstnere og som en del af den absolutte rap-top. Koncerten på Roskilde Festival bliver hans første optræden i Danmark!

Køb din billet til Roskilde Festival 2024 her.

Legender og internationale kometer

Også den britiske popkomet PinkPantheress gæster Danmark for første gang til sommer. Den 22-årige sangerinde og producer har allerede samarbejdet med nogle af tidens hotteste navne, heriblandt Roskilde-aktuelle Skrillex og Ice Spice samt Lil Uzi Vert, Central Cee, Mura Masa, Rema, Kelela og Shy Girl. I slutningen af 2023 landede PinkPantheress’ længeventede debutalbum, Heaven Knows, og hun tager selvfølgelig kæmpehits som ”Boy's A Liar”, ”Pain” og ”Break It Off” med til Roskilde.

Dagens offentliggørelse indeholder også de skotske indiepop-legender Belle and Sebastian, Atlanta-rapperen Young Nudy, produceren Barry Can’t Swim fra Storbritannien og den genreflydende popsensation Amaarae.

43 lande, fem kontinenter og masser af danske favoritter

På Roskilde Festival 2024 kommer vi hele verden rundt, og du får muligheden for at opleve nyfundne musikalske landskaber, som uden tvivl vil blæse dig bagover.

Musikplakaten strækker sig over 186 musiknavne fordelt på hele 43 lande og fem kontinenter, og du kan blandt andet opleve musik fra en af verdens største og ældste flygtningelejre i form af Kakuma Sound.

Andre højdepunkter fra de fjerneste hjørner tæller det højenergiske alternative K-pop-band Balming Tiger, rituel indonesisk musik fra Tarawangsa Sunda Lugina og et kæmpe show med den ikoniske brasilianske drag queen Gloria Groove.

Fra den danske scene skal du glæde dig til at opleve blandt andre Zar Paulo, Barselona, Erika de Casier, Gobs og Asbjørn. De slutter sig til navne som Medina, Lamin, Icekiid, Ida Laurberg, Pil og Kind Mod Kind, som vi for længst har tilføjet til årets program!

Men det er ikke det eneste. I dag offentliggør vi også det fulde Art & Activism-program, som byder på en bred vifte af samtaler, performances, workshops og kunstværker, der er skabt specifikt til Roskilde Festival 2024 af nogle af klodens mest interessante kunstnere.

Se alle navnene og læs mere her: