UDFORSK ART & ACTIVISM-PROGRAMMET

PUBLICERET TIRSDAG 9.4.2024

Program
Vi fuldender nu Art & Activism-programmet til RF24. Bliv guidet gennem nogle af de mange medrivende og inspirerende oplevelser her.

Hvad har wrestling, folkedans, standup, sex-skriftestol, kollektiv jordspisning og store kunstinstallationer til fælles?

Svaret: Du finder det hele – og meget, meget mere – på Roskilde Festival 2024.

Her kan du opleve musik og kunst, som åbner for nye perspektiver, og aktivisme, der direkte behandler den måde, verden er og kunne være på. Her bliver nogle af tidens vigtigste emner som biodiversitet, bæredygtighed, minoritetsrettigheder, overforbrug og sexliv taget under kærlig og inspirerende hånd.

I dag fuldender vi Art & Activism-programmet til årets festival med 43 nye navne. Glæd dig til at møde blandt andre komiker Nina Rask, debattør Emma Holten i en talk med kvinderettighedsforsker Hillary Margolis og den dansk-palæstinensisk-jordanske kunstner Banaan Al-Nasser.

Og ligesom med musikplakaten kan det være overvældende at vandre uledsaget rundt i alt det, som du kan opleve på Roskilde Festival 2024. Derfor tager vi dig i hånden og guider dig gennem nogle af de største, vildeste og skæveste events fra plakaten.

Når du træder ind på festivalen, møder du farvestrålende kunstværker, talks, performances og workshops, der er skabt specifikt til festivalen. Du kommer til at lytte, danse og udtrykke dig, have direkte indflydelse på kunstværkerne og få aktiveret alle dine sanser.

Køb din billet til Roskilde Festival 2024.

Banaan Al-Nasser.

Er ligeværd mellem mennesker en utopi?

Den dansk-baserede jordansk-palæstinensiske kunstner Banaan Al-Nasser indtager hele foyeren ved Gloria-scenen med installationen ’In Memory of Home’, der reflekterer over, hvem der har ret til et hjem og en stemme.

Med værket vækker Banaan Al-Nasser nostalgi, minder og følelser af hjem. Samtidig stiller hun spørgsmålet, hvorvidt det kun er i utopien, at det er muligt at finde ligeværd mellem mennesker.

Banaan Al-Nasser arbejder ofte med hverdagsobjekter, der er ladet med symbolværdi og har tydelig social, poetisk og politisk karakter på tværs af forskellige landegrænser, klasseskel og kulturer. ‘In Memory of Home’ trækker på minder fra hendes eget barndomshjem og opvækst, hvor parabolerne blev symbol for kommunikationen mellem Vesten og Mellemøsten.

Emma Holten & Human Rights Watch.

Optog og kæmpestor pailletvæg fra anerkendt kunstner

Lara Schnitger er en internationalt anerkendt hollandsk-amerikansk kunstner, der sætter fokus på kvinders manglende ligestilling og sikkerhed i en patriarkalsk kultur. Lara Schnitger efterlader et stort aftryk på årets festival, først med et optog gennem campingområdet og siden med en enorm interaktiv pailletvæg på festivalpladsen.

Samtale om kvinders rettigheder mellem indflydelsesrige stemmer

Kvinders rettigheder er også på dagsordenen, når forfatter og debattør Emma Holten taler med kvinderettighedsforsker Hillary Margolis fra Human Rights Watch, en samtale mellem to af tidens mest betydningsfulde stemmer i debatten.

Samtalen fokuserer på fremskridt, udfordringer og tendenser inden for emner som samtykke, reproduktive rettigheder, seksuel vold, feministisk økonomi og arbejdsrettigheder. Lyt med, og bliv inspireret til at forestille dig, hvordan fremtiden kan se ud, og hvordan vi når derhen.

Nordic Elite Wrestling.

Fiktivt band på turné gennem campingområdet

Vilde fans, påtrængende paparazzier og sleske managere invaderer campingområdet til Ragnhild Mays fuldkommen overstadige glamourpop-oplevelse.

Intet af det er naturligvis helt ægte. Og så alligevel. For den Ragnhild Mays hektiske performance giver et indblik i nutidens musik- og mediekultur, samtidig med at den forestiller sig en musikalsk revolution 500 år ud i fremtiden. Undervejs vil spektakulær æstetik og pirrende spørgsmål byde sig på.

En (bogstavelig!) kamp mellem det gode og det onde

Den ondsindede ’Hæl’ møder protagonisten ’Babyface’ i en spektakulær wrestlingkamp på Dancefloor (tidligere kendt som Destroy Me Once, Destroy Me Twice). Du skal buhe, juble, håne og råbe med og på den måde påvirke showet, hvor forskellige performere undervejs træder ind i ringen og imiterer situationer, der afspejler samfundet og begivenheder på festivalen.

Nordic Elite Wrestling står bag showet og er en frivilligt drevet DIY-organisation med base i København, som arbejder på at gøre professionel wrestling mere tilgængeligt for unge, queer og ikke-binære personer samt etniske minoriteter. De arrangerer tilmed Skandinaviens største Pro Wrestling-event.

Albert Skronski.

Tyg dig igennem den saftige jordbund

I Alberte Skronskis groteske og surrealistiske verden er jordbunden noget, du spiser, og maden er noget, du leger med. Den danske kunstner skaber en grotesk og surrealistisk verden, hvor du skal smage, tygge, spise og fordøje hendes kunstværk. Dernæst overtager hendes alter ego, ’Gartneren’, scenen med en cake-sitting-performance. Hvad det går ud på, kan du opleve i Food Is Now-oplevelsesrummet på årets festival.

Fortsæt opdagelsen her

På Roskilde Festival 2024 kan du også opleve en hed fest med et lækkert strejf fra de caribiske kyster med picó-lydsystemerne La Saramuya & TurboMaradona, et antikapitalistisk kærlighedsdigt fra forfatter Asta Olivia Nordenhof sammen med vokalensemblet Ilinx, et multi-utopisk væsen med farverige tentakler fra Baum & Leahy og meget mere.

Glæd dig til uforglemmelige oplevelser på Roskilde Festival og brug ventetiden på at udforske alle de umiddelbare, farvestrålende, underholdende, intime, rørende og eftertænksomme events, som gemmer sig i programmet.