KAKUMA SOUND INT

Lokation
TBA
Show
Fredag 5. juli 2024
Lokation
TBA
Show
Lørdag 6. juli 2024
Mere om kunstneren
Instagram
Enestående møde med rig musikalsk skat fra verdens største flygtningelejr 


Flygtningelejre er påmindelser om menneskelige tragedier og politiske uroligheder, men at der også kan opstå håbefuld musik og vital kulturel udveksling, er projektet Kakuma Sound et fremragende eksempel på. 
 

Kakuma, der ligger i det nordvestlige Kenya, er en af verdens ældste og største flygtningelejre, og med over 160.000 beboere har nogle folk betegnet lejren som et sted, der nærmest er blevet sit eget land. I dette land befinder sig også en lang række fremragende musikere, der har mistet deres hjem, og derfor er Kakuma blevet en unik smeltedigel, hvor traditioner fra Sudan, Congo, Uganda, Somalia, Etiopien og mange andre lande flyder sammen.  

Det har fået musikeksperter til at tale om en særlig Kakuma Sound, som har opnået en nærmest mytisk aura, da meget få mennesker hidtil har hørt den. I det seneste årti har flere projekter dog arbejdet med både at dokumentere musikken i lejren og skabe platforme, hvor musikken bruges til at styrke samarbejdet i lejren, bl.a. ved at dele instrumenter, da mange af musikerne har mistet egne instrumenter under flugt.  

Kakuma Sound er vokset til et monument over musikkens evne til at skabe fællesskab. Som den kenyanske musiker Eric Wainaina har sagt: “Kakuma’s music is like the cradle of humanity all over again.” Et all-star hold af musikere fra Kakuma gæstede i 2023 Nyege Nyeges festival i Uganda, men på Roskilde Festival kan man som noget helt særligt opleve fænomenet for første gang uden for det afrikanske kontinent.