OPLEV FIRST HATE I UNIKKE RAMMER PÅ BETTY NANSEN

PUBLICERET TORSDAG 21.3.2024

Året rundt
27. april indtager synthpop-duoen First Hate scenografien fra Stolthed og Fordom til det populære koncept Iscenesat på Betty Nansen. Showet bliver større end nogensinde, og du kan nu købe billet til denne unikke oplevelse.


Lørdag 27. april kan du opleve en enestående koncert med First Hate og bruge en aften i kærlighedens tegn. Den populære danske synthpop-duo indtager Betty Nansen Teatret i det unikke koncertformat
Iscenesat, der udfolder sig midt i en teaterscenografi.

Her går romantik, hjertesorg og hedonisme op i en højere enhed, når First Hate indtager den forelskende scenografi fra Stolthed og fordom med deres rendyrkede popbaskere, eftertænksomme synth-romantik og clubbede stemninger. Det eksperimenterende format er instrueret af Betty Nansen Teatrets direktør, Elisa Kragerup.

First Hate, der består af de to venner Anton Falck og Joakim Wei Bernild, udgav i 2017 debutalbummet A Prayer for the Unemployed, der fik det toneangivende medie Pitchfork til at drage sammenligninger med New Order og Pet Shop Boys. Deres seneste album, Cotton Candy fra 2022, udkom efter fem års dvale, men der gik ikke længe, før First Hate atter havde sat hjerter og dansefødder i brand. I 2023 var der endnu en gang amoriner i luften, da First Hate ramte plet med en fantastisk og anmelderrost koncert på Roskilde Festival.

Billetsalget er i gang nu. Læs mere i bunden af artiklen. 

Spice din aften op med endnu mere love 

Som noget helt nyt udvider vi Iscenesat-formatet med et før-arrangement i Betty Nansen Teatrets foyer og balkonscene. Før-arrangementet hedder Love Con, hvor du kan blive forført af en kærlighedsmesse med blandt andet en sexpositiv skriftestol, interaktive spil og food trucks. 

Til Love Con vil du også kunne lytte med til to samtaler på teatrets balkonscene med et særligt sammensat kærlighedspanel bestående af podcastvært Ingrid Baraka (A Seat At The Table), instruktør Emil Rostrup og skuespiller Freja Klint Sandberg. Samtalerne modereres af Politikens helt egen Dr. Love og brevkasseredaktør, Felix Thorsen Katzenelson.

Du vil også kunne møde organisationen Sexualia og Roskilde Festivals Orange Together, der vil forsøge at skubbe til din forestilling om kærlighed, flirt og seksualitet.

Hele aftenen stiller vi spørgsmålene: Hvem bestemmer, hvem man må elske? Hvordan er det at elske uden for normen? Og hvordan skelner man mellem forskellige slags kærligheder? 

Billetsalget er i gang: 
  • Billetter til hele aftenen med koncert og før-arrangement koster 195 kroner (plus gebyr). Køb billet her.
  • Billetprisen kun til koncerten uden før-arrangementet koster 150 kroner (plus gebyr). Køb billet her.
  • Koncerten starter klokken 21.00, mens før-arrangementet Love Con begynder klokken 19.00.
  • Betty Nansen Teatret ligger på Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg C