SKRILLEX, AURORA, RÓISÍN MURPHY OG MANGE FLERE TIL RF24

PUBLICERET TORSDAG 30.11.2023

Program
Gør dig klar til skandinaviske popstjerner, fremstormende rocksensationer, forførende stemmer fra hele verden og et episk rave på Orange Scene: Vi løfter sløret for 23 nye navne til årets plakat!

Har du taget hul på opvarmningen til Roskilde Festival 2024 og en hel uge i den allerbedste festivalby fyldt med de største koncertoplevelser og vildeste fester? Og har du sikret dig din billet?

Du ved måske allerede, at du til sommer kan møde Foo Fighters, PJ Harvey, Kali Uchis, Gilli og mange flere. Men hold nu fast, for i dag tilføjer vi 23 nye navne til plakaten!

Inden du går videre, kan du jo smække vores officielle Spotify-spilleliste på, der bugner af den musik, som du kan opleve live til sommer:

Lad os springe ud i det! Norges største popstjerne, Aurora, det allestedsværende indiepop-band Alvvays, ikoniske Róisín Murphy og Danmarks helt egen popstjerne in spe Pil er nemlig nogle af de mange navne, du kan finde i dagens offentliggørelse.

Og så ruller vi den røde løber ud for et episk rave af enorme dimensioner på Orange Scene. Vi kan nemlig præsentere den amerikanske DJ og producer Skrillex, der har været on fire i 2023 med hele to albumudgivelser og en nærmest drømmeagtig klub- og festivalturné sammen med de tætte legekammerater og tidligere Roskilde-gæster Four Tet og Fred again..

Indflydelsesrige kunstnere fra hele verden
Med de 23 nye navne kommer vi rundt i alle hjørner: fra det populære svenske folksoul-band Dina Ögon i nord til Malis nye tuareg-stjerne Kader Tarhanine i syd, fra den honduranske reggaeton-feststarter Isabella Lovestory til Vietnams anmelderroste raveudforskere Ran Cap Duoi.

Men vent, der er mere! Dagens offentliggørelse er et festmåltid af kunstnere, der har udgivet nogle af årets bedste udgivelser. Noname vender tilbage til festivalen med det anmelderroste nye album Telefone i rejsetasken, mens poeten og sangskriveren Kara Jackson har blæst enhver med et ømt punkt for folk, blues og sjælegranskende tekster bagover med albummet Why Does The Earth Give Us People To Love. Og så er der den walisiske brødreduo Overmono og amerikansk-koreanske Yaeji, der på hvert deres anmelderroste album fra 2023 og med hjertet uden på tøjet forener 90'er-rave og medrivende techno med pop og store følelser.

Rul gennem galleriet, og find alle 23 nye navne til plakaten:
Aurora 2
Skrillex 2
Alvvays 2
Noname 2
Rhiannon Giddens 2
Róisín Murphy 2
Sexyy Red 2
Bar Italia 2
Dina Ögon 2
Eartheater 2
Estee Nack 2
Isabella Lovestory 2
Julie Christmas 2
Julie Pavon 2
Kader Tarhanine 2
Kara Jackson 2
Kvelertak 2
Lalalar 2
Overmono 2
Pil 2
Ran Cap Duoi 2
Shovel Dance Collective 2
Yaeji 2

Kast et blik på vores plakat, hvor du kan gå på opdagelse i alle offentliggjorte navne, læse beskrivelser og lytte til mere musik.

Husk også at købe din billet. Du kan vælge mellem partoutbilletter og endagsbilletter, men du kan også gøre en kæmpe forskel ved at købe en Making A Change-billet, som støtter Ungdommens Røde Kors’ forebyggende og sociale indsatser for unge i psykiatrien. Med Making A Change-billetten donerer du 200 kroner, som går ubeskåret til Ungdommens Røde Kors.

Læs mere her: