2023: ET ÅR I FRIVILLIGHEDENS TEGN

PUBLICERET TIRSDAG 12.12.2023

Året rundt
Vi ser tilbage på et fremragende festivalår gennem øjnene på nogle af de 30.000 frivillige, der skaber Roskilde Festival.


Uden frivillige, ingen Roskilde Festival. Så nemt kan det siges.

Mød menneskerne, der gjorde Roskilde Festival 2023 mulig, og genoplev en stribe af de øjeblikke, hvor fællesskabet skinnede allerstærkest.

Mød fire helårsfrivillige ildsjæle

Over 1.200 af vores frivillige er med hele året – dem kalder vi ildsjæle. De er rygraden i planlægningen af festivalen og lægger en stor indsats både op til, under og efter festivalen.

Lukas, Aya, Sebastian og Rosa er fire af dem, der mødes med andre frivillige om at skabe verdens bedste Roskilde Festival – også lige nu i de kolde vintermåneder. I videoen fortæller de, hvad der driver dem i deres engagement.

Frivillige scouts spotter nye musikalske talenter

I starten af året samlede vi et nyt team af frivillige scouts, der siden har været rundt i alle afkroge af det musikalske landskab for at finde morgendagens stjerner.

En af dem er 21-årige Caroline Lassen Skylv, som til daglig læser Leissure Management på Zealand Erhvervsakademi og er leder af Surround Festival – en festival for det danske musikvækstlag. Mød hende i videoen, hvor hun fortæller mere om, hvad rollen som scout på Roskilde Festival indebærer.

Stilheden før stormen: Ildsjæle mødtes inden afvikling

Onsdag 10. maj mødtes Roskilde Festivals helårsfrivillige ildsjæle på festivalpladsen for at se frem mod RF23.

Her blev der delt vilde drømme, krammet, grinet og snakket – med blå himmel foroven og græs under fødderne. Der var med andre ord festivalstemning i luften. 

Genoplev forventningens glæde i videoen nedenfor.

Tag med tre frivillige på græs

Det store frivillige fællesskab udgøres af et hav af små frivilliggrupper.

Hils på Thomas fra madboden Brazil, hvor de frivillige runder festivalen af med en julefrokost. Sig hej til Victoria og Henrik fra det lokale spillested Gimle, der får musikken til at spille bag baren. Og mød Luiza fra Responsible Refund, der lægger en stor indsats for at give pantsamlere en rar oplevelse på vores festival.

En dybtfølt tak fra deltagere til frivillige

RF23 havde det hele! Musik i verdensklasse, banebrydende kunst, lækker mad, gribende optrædener, nye venskaber, fester i campen og oplevelser for livet. Det hele var som altid muliggjort af det frivillige engagement.

Derfor kunne vi med stor glæde viderebringe en håndfuld taknemmelige hilsner fra festivaldeltagerne til frivillige, da festivalen var slut. Se de hjertevarme hilsner her.

Heltegerninger blev hædret ved årsfesten

Under RF23 bad vi alle frivillige om at pege os i retning af deres egne frivillige festivalhelte. Med deres hjælp fandt vi en håndfuld vaskeægte festivalhelte, som nu har modtaget velfortjent hæder for deres enestående engagement.

Giv en ekstra stor klapsalve til Infocenteret, Orange Telthold, Tværlaget for rekruttering, Brazil og Volunteers’ Village Barer!

De fem teams blev hædret lørdag 30. september, da festivalens helårsfrivillige ildsjæle og medlemmer af Foreningen Roskilde Festival mødtes for at fejre en velafviklet RF23.

Næste sommer vil de fem teams få deres navne indgraveret i messingplader, der sættes i jorden foran Orange Scene. På den måde kan vi altid mindes, at den festival, vi bevæger os rundt på, er resultatet af en kollektiv heltepræstation af dem og deres medfrivillige.

Mød frivilligheltene her

Bliv en del af frivilligfællesskabet

Hvis du er nået helt herned, skulle én ting gerne stå helt klar: frivillige er en del af vores DNA! Kunne du tænke dig at være med?

Vi er i gang med at samle de mange frivilligteams, der skal skabe Roskilde Festival 2024. Se de ledige roller her.

Vær med til at skabe Roskilde Festival 2024

Har du lyst til at komme helt ind i maskinrummet og være en del af et fællesskab, som også laver festival de resterende 11 måneder af året?

Så kan du finde vores ledige helårsroller her