WAQWAQ KINGDOM JP

Lokation
TBA
Show
Onsdag 3. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Syret sansebombardement af 8-bit techno, polyrytmer og japanske arbejdersange


At være på Roskilde Festival er en indbydelse til at udvide din musikalske horisont, og med WaqWaq Kingdom får du fuld valuta for pengene!

Den japanske duo, der består af Kiki Hitomi (fra King Midas Sound og Dokkebi Q) og Shigeru Ishihara (kendt fra postrock-bandet Seefeel og under det dansable alias DJ Scotch Egg), lyder nemlig ikke som noget andet. Selv kalder de deres genre for “minyo footwork”, en hybrid af Chicagos house-knopskydning footwork med dens opspeedede rytmer, og de traditionelle japanske arbejdersange, der kendes under genren minyo. Det lyder i sig selv spektakulært nok, men læg dertil en forkærlighed for afrikanske polyrytmer, frenetisk 8-bit techno, jamaicansk dancehall og alskens vilde lydeksperimenter, og du har opskriften på en både underholdende, overrumplende og sublim musikalsk eksplosion.

Man kunne også kalde det en særdeles krydret musikalsk hot pot. Og titlen på deres seneste album er netop også Hot Pot Totto. Sidstnævnte er afledt af det japanske ord “ottotto”, der ifølge Hitomi beskriver en tilstand af lige netop at få balancen, efter at man har været tæt på at falde på halen.

Du kan roligt gå i træningslejr allerede nu, for der er en stor sandsynlighed for, at du netop hensættes i denne tilstand, når WaqWaq Kingdom lader deres hæsblæsende musik gjalde ud over Roskilde Festival. Og du får brug for en god balanceevne, når du rammers af numre som “Rip My EGO” og “Dopamine Dance”, der med vilde beats, syrede lydlandskaber og lige så syrede visuals får dig til at danse på kanten til kollaps.