TYLA ZA

Lokation
TBA
Show
Onsdag 3. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Sydafrikansk komet starter festen med personligt mix af pop, R&B og amapiano 


Den unge sydafrikanske sangerinde Tyla er hurtigt blevet en af de mest omtalte navne på den afrikanske musikscene. Således hjembragte hun for nylig en Grammy i den nye kategori Best African Music Performance foran gigantnavne som Burna Boy, og prisen modtog hun for singlen “Water”, der i 2023 satte sig solidt på hitlister verden over. 
 

Med sin blanding af kontemporær pop, R&B og den dansable sydafrikanske house-variant amapiano, der lige nu tager verden med storm, har Tyla tydeligvis ramt en nerve i tiden, samtidig med at hun formår at forene flere genrer til et både fængende og personligt udtryk.  

Det er gået stærkt for Tyla, der smed sin første single, “Getting Late”, i 2019, lige efter at hun havde færdiggjort gymnasiet. Allerede dén single sikrede hende en plads som brandvarm popkomet på den sydafrikanske musikscene, men med “Water” er hun i sandhed vokset til et globalt navn.  

Det dansable hit har også skabt tårnhøje forventninger til hendes debutalbum, Tyla, der lander i foråret. Et album, der uden tvivl kommer til at indeholde flere gode bud på årets sommerhit, og hvis sange nok skal få sat gang i en fest, når den sydafrikanske stjerne gæster Roskilde.