TAQBIR MA

Lokation
Avalon
Show
Onsdag 3. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Rasende riot grrrl-punk fra Nordafrika


Victory Belongs To Those Who Fight For A Right Cause
lyder titlen på Taqbirs første EP fra 2021. Et punket kampråb, der hurtigt bredte sig fra hjemlandet Marokko til resten af verden, og som har bragt bandets eksplosive udtryk til et væld af internationale festivaler.

Med inspiration fra postpunk, hardcore og riot grrrl-bevægelsen fyrer Taqbir hårde verbale og musikalske salver af mod patriarkalske og religiøse autoriteter i hjemlandet, hvor kvinder opfordres til at indtage en passiv rolle og underlægge sig manden. Taqbir skaber et rum til at udtrykke vrede, samtidig med at de indgyder mod og inspiration med deres rasende energi og deres opråb om at kæmpe imod patriarkatet.

Når Taqbir indtager scenen, typisk iført burkaer, skaber de en rå og vital reminder om, hvad punk egentlig handler om. Som Louder Than War skrev om deres 2023-optræden på festivalen Supersonic: “The band are thrilling and audacious fun with a powerful and potent message, and that scream of freedom that is always so core in the best punk rock and taken for granted in our safe European homes.”

Glæd dig til en unik og nærgående koncertoplevelse i øjenhøjde. Taqbir indtager nemlig selve gulvet til et helt særligt floorshow på Avalon, der hele onsdag står i ekstrem- og punkmusikkens tegn. Forvent intense shows, flyvende udskiftninger og enestående musikalitet, der går lige i hjertet – og lige i ansigtet.