SNÕÕPER US

Lokation
TBA
Show
Onsdag 3. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Nashvilles nye punk-spasmagere byder på musikalsk galskab og vildt show


Nashville-bandet Snõõper bringer en sund dosis vanvid og morskab ind på nutidens punkscene med kompakte musikalske knaldperler, der sjældent varer meget mere end et minut, men som til gengæld gerne ledsages på scenen af gakkede rekvisitter, koreografi og andre teatralske indslag.

Snõõpers koncerter har derfor også skaffet dem et ry som et overordentligt underholdende live-band, der leverer en fest af bizarre indslag og energisk artpunk. Heldigvis er de også leveringsdygtige i stærke sange, som de beviste på debutalbummet Super Snõõper, udsendt i 2023 på Jack Whites Third Man-pladeselskab.

"The sonic equivalent of a fidgety kid spilling toys from a toy box" skrev Stereogum i en begejstret anmeldelse, der priste albummets maniske ridt gennem "garage rock, surf rock, alien synths, drum ‘n’ bass, field recordings, and samples lifted from a bodybuilding competition".

Man kan nemt tabe pusten, når man er til koncert med Snõõper, men det er også svært ikke at forlade koncerten med et stort smil på læberne, og Nashville-punkerne kommer uden tvivl til at levere en solid fest, som du sjældent glemmer, når de gæster Roskilde.