RÓISÍN MURPHY IE

Lokation
TBA
Show
Fredag 5. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Den irske sanger fortryller dansegulvet med sine overdådige elektroniske popkreationer


Helt fra de spæde år i duoen Moloko har Róisín Murphys vej gennem musikken været præget af lige dele kunstnerisk legesyge, uimodståelige ørehængerkvaliteter og ambitiøse produktioner.

Nysgerrigt tager hun med sin både krøllede og dansevenlige elektroniske popmusik på opdagelsesrejse gennem dansemusikkens historie. Her forenes træk af disco, house, soul og techno i sange, der bobler af humor, intelligens og sensualitet. Hør blot hendes seneste album fra 2023, den kækt betitlede Hit Parade, skabt i samarbejde med den tyske producer DJ Koze og udsendt på legendariske Ninja Tune.

Hit Parade har allerede modtaget fremragende anmeldelser og er blevet udråbt til et mesterværk af bl.a. The Guardian. Med albummet cementerer Murphy sit ry som en af de vigtigste skikkelser i moderne elektronisk pop. Et ry, som hun har bygget op siden solodebutalbummet Ruby Blue (2005) skabt i tæt samarbejde med Matthew Herbert.

Tre årtier inde i sin karriere er hun fortsat en kunstner, der sætter nye standarder for poppen, idet hun forener det bedste fra dens historie med utopiske fremtidsvisioner, der live løftes af et forrygende show, hvor sublime musikere og spektakulære kostumer skaber følelsen af at være til discofest i et rumskib på vej mod nye horisonter. Skal du med, når rumskibet lander på Roskilde Festival?