RASMUS SØNDERGAARD JOHANNSEN

Lokation
Festivalpladsen
Show
Onsdag 3. juli 2024

Lørdag 6. juli 2024


Mere om kunstneren
Website
Instagram
Indtagende glasmosaik skaber et mentalt fristed på festivalen


Gennem nuancer af mosgrønne og turkise farver transcenderer sollyset Rasmus Søndergaard Johannsens skulptur ‘Bow’ og tilbyder en unik og strålende oplevelse.

Kunstneren Rasmus Søndergaard Johannsens skulptur fungerer som et kollektivt symbol eller en totem, og under Final Days skaber den et rum på festivalpladsen, hvor du kan finde ro og trække dig væk fra omgivelserne.

Værket er en videreudvikling af Rasmus Søndergaard Johannsens serie fra 2021, 'Patterns', der består af små skulpturer. Skulpturerne udforsker den ideologisk drevne tekstilproduktion i Rusland i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor kunstmiljøer arbejdede på at nedbryde hierarkiske strukturer i samfundet og barriererne mellem kunst, håndværk og industriel produktion.

I værket til Roskilde Festival arbejder Rasmus Søndergaard Johannsen for første gang med glasmosaik. Det farvede glas er et fascinerende materiale fyldt med historie og er også i tråd med hans interesse for håndlavede og ikke-industrialiserede elementer.

Rasmus Søndergaard Johannsen er uddannet på HfBK, Städelschule i Frankfurt am Main, og arbejder primært skulpturelt med et stort fokus på tekstilkunst. Han har udstillet sine værker forskellige steder i Europa og USA.

Rasmus Søndergaard Johannsens værk præsenteres på festivalen i samarbejde med Art Hub Copenhagen som en del af Residency To Go 2024.