RAN CAP DUOI VN

Lokation
TBA
Show
Torsdag 4. juli 2024
Lokation
TBA
Show
Fredag 5. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Futuristisk rave og intens improv-rock fra Vietnams eksperimenterende undergrund


Tag et dyk ned i Vietnams eksperimenterende musikscene med det bemærkelsesværdige kollektiv Ran Cap Duoi, som udfordrer musikalske konventioner med et radikalt og fascinerende udtryk, der synes i evig forvandling.

Nedsmeltede lydcollager møder intens rave-stemning i voldsomme sammenstød for snart efter at udvikle sig til eksperimenterende free form-rock. Kollektivets uortodokse tilgang har ført til bl.a. en 48-timers nonstop-performance med et løst netværk af musikere og til ekstremt intense improvisationer, som man kunne opleve det, da de gav en Boiler Room-session i 2022.

Ran Cap Duoi blev grundlagt i 2015 og begyndte især at tiltrække sig international opmærksomhed i 2021 med det vilde og eklektiske debutalbum Ngủ Ngày Ngay Ngày Tận Thế, der blev hypet af medier som The Quietus og Pitchfork. I 2023 fulgte det mere elektroniske album *1, hvor Ran Cap Duoi på sublim vis udfolder et univers af øko-futurisme og heftige rave-rytmer.

Roskilde byder ikke alene på kollektivets første danske besøg, men giver også mulighed for at fordybe sig i deres visionære metamorfoser, da du på festivalen kan opleve dem i både en duo-opsætning med fokus på det elektroniske udtryk og en udvidet bandopsætning, hvor de bevæger sig ud i improv-rocken.