RAGANA US

Lokation
Avalon
Show
Onsdag 3. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Skønhed, gru og antifascistisk queer metal 


Sorg, vrede og et sælsomt håb favnes af den amerikanske duo Ragana, hvis 2023-album Desolation’s Flower for alvor har slået deres navn fast på den alternative metalscene.  

Albummet blev både udråbt til “album of the week” på Stereogum og “best new music” på Pitchfork, og Ragana, der selv omtaler deres musik som queer og antifascistisk black metal/doom, er med albummet også blevet et særdeles efterspurgt livenavn.  

Duoen har rødder i punkmiljøet og har huseret i undergrunden siden 2011, hvor de gennem en række spændende album og samarbejder med bl.a. Thou har opbygget et navn. Gradvist har de udviklet deres personlige udtryk med inspiration fra bl.a. øko-black metal bandet Wolves in the Throne Room, men også med sfæriske og nærmest folkemusikalske lag, som har rødder i en kærlighed til navne som Mount Eerie og Grouper. Blandingen giver dem et ståsted mellem knusende mørke og en skrøbelig skønhed, der indkapsles i det afsluttende mantra fra Desolation’s Flower:  “We live in the light of the burning world”.  

Ragana insisterer med deres dommedagsmusik på at konfrontere gruen, men deres sange er også en hyldest til de fællesskaber vi kan samles om for at modstå fascismen og hadet.  

Glæd dig til en unik og nærgående koncertoplevelse i øjenhøjde. Ragana indtager nemlig selve gulvet til et helt særligt floorshow på Avalon, der hele onsdag står i ekstrem- og punkmusikkens tegn. Forvent intense shows, flyvende udskiftninger og enestående musikalitet, der går lige i hjertet – og lige i ansigtet.