OVERMONO UK

Lokation
TBA
Show
Lørdag 6. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Den walisiske duo bringer deres knivskarpe rave-manifestationer til Roskilde


Siden de i 2016 begyndte at udsende musik som Overmono, har brødrene Tom og Ed Russel med sikker stilfornemmelse erobret verdens klubber og festivalscener. Duoens navn er afledt af den walisiske forstad Overmonnow, hvor de har deres rødder. I denne periferi fordybede de sig i britisk rave-kultur, som de med Overmono har givet deres eget overrumplende bud på.

De imponerede med de tre EP’er Arla I, II og III, alle udsendt på XL Recordings. Siden er fulgt en række stærke singler, og i 2023 udkom så endelig duoens fuldlængdedebut Good Lies, der øjeblikkeligt sendte en sky af kritikerroser i retning af duoens overlegne take på dansevenlig elektronisk musik med kant.

"UK rave history is distilled to perfection", skrev The Guardian i en superlativ anmeldelse, mens Pitchfork priste duoens evne til at bygge bro mellem sofistikerede eksperimenter og ekstatiske festivalbangers.

Overmono er i det hele taget blevet lovprist for deres evne til at skabe en stor liveoplevelse med deres rave-perler, der på virtuos vis blander catchy stemmesamples, breakbeats, UK garage og techno. Allerede i 2021 kårede DJ Mag dem til UK's Best Live Act, og siden har de fejret triumfer på store festivaler som Coachella. Der venter således en kæmpe fest, når de indtager Roskilde til sommer!