NICK SHOULDERS

Lokation
TBA
Show
Fredag 5. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Vital countryfornyer med dybe rødder, punknerve og en ekspressiv vokal


Den Arkansas-baserede musiker Nick Shoulders har med sine både velskrevne, excentriske og humoristiske sange skaffet sig et ry som en af de mest spændende nye stemmer på en country-scene, der i disse år oplever en stærk renæssance.

Som mange andre på den mere alternative country-scene started Shoulders med at slå sine folder i punkbands, og ånden fra punken fornemmer man da også i musikkens rå og upolerede udtryk, som verden første gang stiftede bekendtskab med på EP’en Lonely Like Me (2018). Et album, der symptomatisk nok også indeholdt et stærkt personligt cover af “No Fun” med Iggy & The Stooges.

Samtidig viste udgivelsen en kunstner, som samtidig med at han fornyer countrymusikken, griber tilbage til dens rustikke rødder med en vokal, der hvisler som en ensom togfløjte i natten med udstrakt brug af fløjt og jodling. Han er samtidig en multiinstrumentalist med en imponerende spændvidde, der med instrumenter som guitar, fiddle, banjo mm. gør country-arven vital og vedkommende.

Live er Shoulders og hans velspillende band et charmerende bekendtskab, der virkelig får publikum med ind i deres univers. Det er et univers, som også folder sig ud på det seneste album, All Bad (2023), der ikke kun er et vidnesbyrd om Shoulders’ enestående vokal og stærke sangskrivning. Albummet viser også en kunstner, der kan jonglere med et væld af udtryk fra countrymusikkens store stamtræ – fra ensomme og bluesy ballader til munter country waltz og livlig cajun-inspiration. Lyt efter den jodlende stemme på Roskilde, der er en forrygende country-fest i vente!