MYRKUR DK

Lokation
TBA
Show
Lørdag 6. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Et storslået og personligt univers af black metal, dream pop og nordisk folkemusik


Omgærdet af mystik trådte Myrkur ind på musikscenen i 2014 og vakte international opsigt med sin første EP, udgivet på det toneangivende amerikanske metallabel Relapse. Både på EP’en og det efterfølgende debutalbum M – produceret af Garm fra det legendariske norske band Ulver – leverede Myrkur et stærkt medrivende og atmosfærisk bud på moderne black metal.

Den danske musiker Amalie Bruun, der har afsløret sig som kvinden bag Myrkur, har siden udviklet projektet og demonstreret en imponerende spændvidde, fra helt akustiske og folkemusikalske udforskninger til gotisk rock og mørk electropop. Den stilistiske variation til trods formår Myrkur at skabe en gennemgående stemning, der favner både personlige erfaringer og episke sagn, og som veksler mellem drømmende skønsang og dæmoniske skrig.

På sit seneste album, Spine (2023), samler Myrkur for alvor alle musikalske tråde – fra nordisk folkemusik og kammermusikalske indslag til dyster dream pop og dyk ned i den sorte metal. Sammen skaber sangene et personligt portræt af en kunstner, som forfølger sin helt egen vision. Albummet har da også høstet fremragende anmeldelser i den internationale metalpresse, bl.a. fra metalmagasinet Kerrang!, der skrev: “An hour of the most involving, evocative music to grace our ears in 2023”.

At Myrkur også er en fascinerende performer med en udsøgt fornemmelse for at håndplukke spændende musikere til sit band har hun tidligere demonstreret på Roskilde Festival, som hun senest gæstede i 2018 med hele to koncerter. Nu får du atter muligheden for at træde ind i Myrkurs dunkle univers, når hun vender tilbage til festivalen med sit seneste mesterværk.