MOEISHA ALI ADEN, N.E.GIRL & STRICTLY SILK INT

Deltag i diskussionen med Nairobi-baserede The Nest Collective om, hvordan man kan skabe safer spaces for BIPOC-kvinder


I jagten på lige muligheder for alle forbliver marginaliserede stemmer, især dem fra queer og BIPOC-kvinder, ofte fortiet og overset. Vi må arbejde i fællesskab for at løfte og dyrke disse stemmer og give plads til miljøer, hvor de kan trives.

De næste to år samarbejder Roskilde Festival med det anmelderroste Nairobi-baserede The Nest Collective. Med panelsamtalen 'Cultivating Safer Spaces For Women of Color' introducerer de deres partykoncept Strictly Silk, som består af deres mangeårige samarbejdspartner DJ IV, DJ Miss Ray, The Nest Collective-medlemmet Ziggie og den københavnske artist N.E.GIRL. Samtalen, der foregår på engelsk, bliver modereret af den dansk-somaliske aktivist Moeisha Ali Aden.

På Flokkr deler de indsigter og erfaringer om at fremme inkluderende safe spaces for BIPOC-kvinder, transkvinder og ikke-binære personer. De vil diskutere, hvordan man kan fremme lighed i musik og kunst, med fokus på BIPOC queer-miljøer.

Efter panelsamtalen inviterer DJ IV, DJ Miss Ray og Ziggie dig til at danse på Flokkr med et DJ-set inspireret af elektroniske lyde fra det afrikanske kontinent.

I løbet af Final Days kan du også opleve DJ IV, DJ Miss Ray og Ziggie som resident DJs på Apollo-scenen.

Derudover vil de deltage i et panel på RE:ACT-scenen.

Strictly Silk er et festkoncept for kvinder, trans- og ikke-binære personer af alle oprindelser, trosretninger og generationer med fokus på glæde, sikkerhed og fællesskab. Derudover tilbyder Strictly Silk en platform for DJs, artister, kunst-, kultur- og eventproducenter.

Esther Kakai alias N.E.GIRL er DJ og promotor, født i Nairobi, opvokset i London og har base i København. Hendes kulturelle baggrund afspejles i hendes arbejde, hvor hun bruger sine personlige erfaringer til at fremme adgangen for minoriteter hos Another Life – en nonprofit-organisation, der arbejder for bedre repræsentation og forbedrede vilkår for marginaliserede grupper og kvinder i dansk musik- og kulturliv.

Moeisha Ali Aden er en dansk-somalisk performer, debattør, aktivist og foredragsholder. Hun har skabt en normbrydende performance om det at være en muslimsk transkvinde og en minoritet inden for en minoritet.