MARINA HERLOP ES

Lokation
TBA
Show
Torsdag 4. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Gådefuld skønhed, posthumane landskaber og en enestående vokal


Med en baggrund som klassisk vokalist og pianist og med en trang til at befinde sig i evig forvandling i sin søgen efter nye klangverdener er catalanske Marina Herlop en kunstner, der tiltrække sig stadig større opmærksomhed.

Hendes album Pripyat, der udkom på det toneangivende elektroniske label PAN i 2022, viste således en kunstner, der formåede at skabe nærmest posthumane landskaber, på én gang fremmedartede og dragende, med stemme og elektronik. Albummet var opkaldt efter en nu forladt ukrainsk by nær Tjernobyl-atomkraftværket. En passende titel til albummets dunkle og spøgelsesagtige stemninger, der begejstrede kritikerne.

I 2023 fulgte Marina Herlop op på det dystre album med det anderledes lyse album Nekkuja. Et forsøg på at finde ind til et håb og et lys i sig selv. Hendes vokal, der bl.a. trækker på inspirationer fra sydindisk musik og for det meste bevæger sig ud i selvopfundne sprog, åbner sig her op for lytteren på en varm og omfavnende måde, uden at gå på kompromis med musikkens eksperimentallyst og fornemmelsen af at træde ind i en fremmedartet bevidsthed.

Glæd dig til at opleve Marina Herlops på én gang smukke og radikale univers, og lad dig forføre af hendes enestående stemme, når hun tager dig på en vild rejse ind i fremmede verdener og drømmelignende sprog.