LYRA VALENZA DK

Lokation
TBA
Show
Torsdag 4. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Blændende elektronisk duo inviterer til et særligt trip for alle sanser


Den danske duo Lyra Valenza har en solid historik med Roskilde Festival, hvor de flere gange har skabt ekstatiske tilstande med deres både legesyge og medrivende take på elektronisk musik. Senest så vi dem holde festen kørende til det sidste, da de lukkede Platform-scenen i 2023. I år får du dog en chance for at opleve Lyra Valenza på en måde, som du aldrig har hørt dem før.

Jens Konrad og Hjalte Lehman, der udgør duoen, er nemlig gået sammen med det europæiske projekt Revelland om at skabe en særlig multisensorisk oplevelse, der åbner helt nye veje ind i musikken. Revelland er et projekt, der arbejder ud fra en vision om at gøre livemusik-oplevelsen mere inklusiv for folk med funktionsnedsættelse, samtidig med at koncertformatet udvides til at aktivere flere sanser for at skabe en anderledes og stimulerende oplevelse for alle i publikum.

Fra tidligere koncerter ved vi, at Lyra Valenza altid går all in på at skabe en helstøbt festivaloplevelse med deres komplekse og dog fængende univers, hvor der jongleres med genrer som jungle, grime, trance og footwork, men hvor sekvenser af stemningsskabende ambient også kan bryde de ellers intense og dansable rytmer.

Roskilde Festival er begejstrede for at indgå i samarbejde med Revelland og ser frem til at præsentere en helt særlig koncert fra Lyra Valenza. Forvent et bevidsthedsudvidende show, som du kan give dig hen til med alle sine sanser.