LOVEBITES

Lokation
TBA
Show
Torsdag 4. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Japansk heltemetal på steroider  


Tokyo-bandet Lovebites har kastet sig ud i en musikgenre, som i sig selv er ensbetydende med fart, tempo og larger-than-live attitude – for så lige at sætte ekstra turbo på!
 

Med sangtitler som “Holy War”, “Set The World On Fire” og “Dancing With The Devil” leverer de et festfyrværkeri af power metal tilsat elementer af old school heavy metal, speed metal og thrash. Her er garanti for store omkvæd, episk drama og galoperende turbo-metal med symfoniske riffs og guitarlir, og underholdningsværdien er stor, når bandet som japanske valkyrier klædt i hvidt rider alle genrens klichéer, samtidig med at de leverer hæsblæsende tempo og teknisk overskud. 

Lovebites blev dannet i 2016 af medlemmer fra bl.a. det japanske metalband Destrose. Allerede året efter udsendte de både The Lovebites EP og debutalbummet Awakening from Abyss, og siden har de spillet talrige koncerter og udsendt en række anmelderroste album med 2023-udgivelsen Judgement Day som den seneste.  

I hjemlandet er de hurtigt blevet et fænomen, og også internationalt har publikum måttet bøje sig i støvet for Lovebites, når de har leveret vilde shows på nogle af verdens største metalfestivaler. Der venter en eksplosion af storslået heltemetal på Roskilde, hvor bandet spiller deres første danske show nogensinde.