LIV.E US

Lokation
TBA
Show
Lørdag 6. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram

Eklektisk neo-soul med plads til sårbarhed og empowerment

Det har ikke skortet på nærmest ekstatiske anmeldelser, siden den unge Dallas-kunstner Liv.e udsendte sit andet album, Girl in The Half Pearl, i starten af 2023. Albummet er blevet hyldet for sit eklektiske og personlige take på soulmusikken, har været udråbt til Best New Music på Pitchfork og figureret på flere lister over årets bedste udgivelser.

Som mange andre amerikanske soulsangere voksede Liv.e op i en musikalsk familie og sang gospel, men selv tøvede hun med at gå den musikalske vej. Vi andre kan være glade for, at hun alligevel gjorde det. For med debutalbummet Couldn’t Wait to Tell You (2020) og Girl in The Half Pearl har hun markeret sig som en uomgængelig kunstner, der formår at indfange både personlig smerte, sårbarhed og en følelse af empowerment i et lydlandskab, som elegant veksler mellem blødende soul, skævt jazzede passager, rå hiphop-beats og psykedeliske klange.

Selv nævner Liv.e jazzmusikeren Wayne Shorter og R&B-sangerinden Lalah Hathaway som inspirationer, men hendes musik peger i høj grad ind i fremtiden. Det er musik, der på én gang lyder moderne og tidløs, eksperimenterende og omfavnende, og på scenen formidles sangene af en sublim stemme med karisma og attitude flankeret af et groovy hold af musikere. Vi kan se frem til en syret soul-oplevelse af de store, når hun gæster Roskilde.