KHRUANGBIN US

Lokation
TBA
Show
Torsdag 4. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Hypnotiske funkgrooves og psykedelisk soul fra kosmopolitisk trio


Trioen Khruangbin er én stor kærlighedserklæring til musikken og dens evne til at skabe forbindelse på tværs af grænser og kulturer. Siden deres debutalbum, The Universe Smiles Upon You fra 2015, har bandet taget lyttere med på himmelflugt og rejst gennem psykedelisk klingende landskaber og boblende grooves, hvor amerikansk surf, soul og funk møder musikalske inspirationer fra Thailand, Afghanistan, Iran og et væld af andre steder.

En af de store musikalske inspirationer, da Laura Lee (bas), Mark Speer (guitar) og Donald ‘DJ’ Johnson (trommer) fandt sammen, var 60’ernes og 70’ernes bølge af thai funk-bands, der selv var inspireret af soul og funk fra det USA, som Khruangbin stammer fra. Selve bandnavnet betyder fly på thai. Et passende navn for trioens kosmopolitiske sjæl.

Med deres særegne lydbillede og tætte sammenspil har Khruangbin betaget publikum verden over. Deres koncerter forener hypnotiske og soulfunkede dansegrooves med spraglede psykedeliske tåger, elektronisk dub og filmiske surfguitar-temaer. Og selvom trioen startede som et overvejende instrumentalt foretagende, lukkede de på det roste 2020-album Mordechai for alvor sjælfuld vokal ind.

I det hele taget står Khruangbin aldrig stille. I 2022 udsendte de et album med den fremtrædende maliske musiker Vieux Farka Touré (hvor de fortolkede sange af dennes far, legenden Ali Farka Touré). Et nyt album er på vej. I mellemtiden har trioen i 2023 udsendt hele fem særlige livealbum som en fejring af deres genforening med et fysisk publikum efter lockdown. At se folk mødes om musik, fællessang og dans igen har trioen beskrevet som en spirituel oplevelse. Det kan man også forvente, når Khruangbin vender tilbage til Roskilde Festival.