ICE SPICE US

Lokation
Orange
Show
Torsdag 4. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Den uomgængelige hiphop-komet giver sit første danske show på Roskilde


Ice Spice er hurtigt blevet en vaskeægte sensation i amerikansk hiphop. Den unge Bronx-rapper er på ganske få år gået fra viralt fænomen, der behændigt har brugt forskellige SoMe-platforme til at bryde igennem lydmuren, til at være en kunstner, der samarbejder med de største navne i branchen og høster adskillige priser.

Verden begyndte for alvor at bide mærke i Ice Spices drill-inspirerede tracks i 2022, hvor hun udgav en stærk række singler, og hvor bl.a. Drake meldte sig som fan. I starten af 2023 fulgte så hendes debut-EP Like…?, der selvom den sammenlagt varede under et kvarter, alligevel fremstod som en af årets uomgængelige hiphop-udgivelser.

2023 har i det hele taget været et sandt sejrsår for hiphop-kometen, der har medvirket på Doja Cats Scarlet-tour, samarbejdet med navne som Taylor Swift og PinkPantheress og medvirket til Barbie-soundtracket med det storhittende samarbejde med Nicki Minaj om en nyfortolkning af Aquas “Barbie Girl”.

Selv synes hun at tage den svimlende rejse mod hiphoppens tinder med nonchalant charme. Det kan være svært at følge med i det tempo, hun fortsætter med at spytte hits ud i. Men én ting er sikker: Der venter en bjergtagende hitparade, når Ice Spice gæster Roskilde til sommer med sit første danske show nogensinde.