GEL US

Lokation
TBA
Show
Torsdag 4. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Kompromisløs og inkluderende punkfest for alle verdens freaks 


“Hardcore for the freaks by the freaks”.
Sådan lyder New Jersey-bandet Gels kortfattede kunstneriske manifest, der vidner om et band, der ikke spilder tiden på omsvøb. Tværtimod går femkløveret lige til stålet med uforfalsket punk og hardcore, som man kan bevidne på deres overrumplende debutalbum, Only Constant (2023).  

På albummet spilder de heller ikke tiden, men får afviklet 10 smadrede sange på lige omkring et kvarter. Det er aggressivt og kompromisløst, men bandet fremstår samtidig inkluderende i deres omfavnelse af alle verdens freaks med et udtryk, der gør op med de machotendenser, man også kan finde i dele af hardcoremiljøet.  

Only Constant modtog lovord fra musikpressen og var bl.a. at finde på Brooklyn Vegans liste over de 10 bedste hardcore-udgivelser fra 2023. Bandet hyldes for deres evne til at forene genrens autentiske rødder med støjende nærvær og højt tempo. Det mærker man ikke mindst til deres koncerter, der om muligt er endnu vildere end det eksplosive debutalbum.  

Som det engelske magasin Rockflesh skrev om en koncert i Manchester: “Punk is meant to be simple, organic and dripping with kinetic power. Gel get all those components absolutely spot on.” Du kan roligt finde din indre freak frem og lade dig rive med, når Gel giver Roskilde en lektion i vital no-nonsense hardcore.