FØLSOMT BRODERI & KØBENHAVNS RADIOBIOGRAF DK

Broder dine drømme, mens du lytter til inspirerende lydfortællinger 


Lad dig suge ind i et univers af kreativitet og fordybelse, når broderi og lydfortællinger fusionerer i et roligt rum midt i festivalens vidunderlige virvar. 
 

Følsomt Broderi og Københavns Radiobiograf er gået sammen om workshoppen, hvor drømme vil være et gennemgående tema for både det, du skal brodere og lytte til.  

Broderi-novicer og -eksperter er lige velkomne, når Kris Jensen fra Følsomt Broderi underviser i at brodere tekster i frihånd og hjælper dig med at finde dit eget poetiske udtryk. Mens du skaber dit eget lille broderiværk, bidrager Københavns Radiobiograf til den drømmende stemning med lydfortællinger, du næsten ikke kan undgå at lade dig opsluge af. 

Københavns Radiobiograf har i over ti år skabt helt særlige lytteoplevelser. De har blandt andet præsenteret fortællinger af den danske podcastproducent Third Ear og den internationale podcast- og radiostjerne Ira Glass fra den amerikanske podcast This American Life. 

Følsomt Broderi består af Kris Jensen, der deler sine broderier på Instagram og har afholdt en lang række broderiaftener i København, blandt andet på Bogforum. Han broderer typisk tekster om sit eget liv, om håb, forandringer, usikkerheder og livets store og små udfordringer.  

Praktisk:
Der er broderisæt til 100 deltagere. Broderisættet består af et stykke stof, en broderiramme og nål og tråd. Når workshoppen er slut, kan du tage sættet med dig ud på festivalen.