FAIZAL MOSTRIXX UG

Lokation
TBA
Show
Lørdag 6. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Storslået natteceremoni med dans og afrofuturistiske klange 


Lad dig føre ind i et multisensorisk og afrofuturistisk univers, når den ugandiske kunstner Faizal Mostrixx indtager Roskilde Festival med en natteseance. 
 

Mostrixx har med sit album Mutations, der udkom på Glitterbeat i 2023, vakt behørig opsigt i det elektroniske musikmiljø. Albummet er blevet beskrevet som et afrofuturistisk manifest, og samtidig viser det spændende nye retninger på Ugandas blomstrende scene for eksperimenterende elektronisk musik.  

Den visionære skikkelse er dog meget mere end bare musiker, og i hans arbejde flyder dans, koreografi, visuel kunst, musik og social aktivisme sammen i en helhed, der bl.a. kunne opleves i hans sceneshow Afro-Aliens, en multimedieoplevelse, der på ambitiøs vis knyttede oldtidens Ægypten og Østafrika sammen med elementer af kosmisk sci-fi og inspiration fra Sun Ra.  

Selv har han udtalt: “Afrofuturism is a way to describe the meeting of the electronic and the tribal. It’s about bringing the past into the now and then imagining how it could be expressed in the future”. Denne på én gang hypermoderne og tribale energi formår han i den grad at favne, ikke kun med sine vilde soniske kreationer, men i særdeleshed på scenen, hvor musik og dans løfter sig til en højere rituel oplevelse.