ENGLISH TEACHER UK

Lokation
TBA
Show
Lørdag 6. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Skarpt, charmerende og nyskabende bud på guitarbåret art rock


Det er ingen støvet historietime, når det unge band English Teacher inviterer på rundtur i deres musikalske univers. For selvom de fire musikere helt sikkert har styr på referencerne i den britiske guitarmusiks historie – fra skramlet postpunk til svævende drømmepop – har de også en forfriskende tilgang til guitardrevet alternativ musik.

Bandet er rundet af Leeds’ musikmiljø, som de selv roser for den store diversitet med musikere, der mødes på tværs af genrer som jazz, elektronisk musik, folk og indie. Det er måske også en del af forklaringen på English Teachers’ frie musikalske tilgang og skæve lyriske univers, der har charmeret publikum og kritikere, siden bandet udsendte deres første EP, Polyawkward i 2022.

Samme år skabte de en del hype på Glastonburys Emerging Talent Competition. Siden er det gået hurtigt for bandet, der i 2023 blev signet til Island Records, ligesom de har spillet adskillige festivalshows og udsendt en perlerække af stærke singler, hvoraf "Nearly Daffodils" af Time Magazine blev kåret til en af årets 10 bedste sange.

I 2024 udkommer bandets debutalbum, ligesom de endelig gæster Danmark, når de til sommer kommer til Roskilde Festival med deres lyriske, intelligente og originale artrock.