DINA ÖGON SE

Lokation
TBA
Show
Lørdag 6. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
En oase af sommervibes, drømmende pop og psykedelisk soul


Det er svært at komme i tanke om mange andre bands, der emmer så meget af sol og sommer som svenske Dina Ögon. Med deres varme og organiske lyd, der blander luftig nordisk pop, soul, bossa nova og psykedeliske drømmerier, har bandet skabt det perfekte lydspor til kølige sommerdrinks, længselsfulde blikke og solnedgange ved stranden. Og, kunne vi tilføje, til sommerens festivaler!

Det er dog ikke kun en særlig lyd og atmosfære, som bandet rammer på kornet. Kvartetten fra Stockholm har også et sikkert greb om den gode melodi og det luksuriøse arrangement i smukt duvende sange, der vækker mindelser om både Beach Boys, Fleetwood Mac og gamle Motown-hits omplantet til lyse svenske sommernætter.

Trods den nordiske klang henter bandet dog også solid inspiration i musik fra hele verden med tråde til Brasilien, Tyrkiet, Nigeria og mange andre steder. Selvom de synger på svensk, har bandet også opnået anerkendelse langt uden for Sveriges grænser. Selveste Tyler, The Creator udråbte deres sang “Tombola 94” fra deres selvbetitlede debutalbum til at være hans yndlingssang i 2022.

I 2023 udsendte Dina Ögon deres nye album med den passende titel Oas. En sand oase af popmusikalsk vellyd og sommervibes med strejf af bossa, psych og jazz er netop hvad publikum kan vente, når den svenske gruppe gæster Roskilde.