AYSAY

Lokation
TBA
Show
Fredag 5. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Sanselig blanding af kurdisk folkemusik, nordiske klange og pop med elektronisk kant


Anført af det musikalske kraftcentrum Luna Ersahin har AySay en mission om at føje flere nuancer til, hvad dansk musik kan være. Med en dansk mor og en kurdisk far med tyrkiske rødder skriver Ersahin sange, der favner både kurdisk og anatolsk folkemusik, dansksprogede viser samt moderne og drømmende indiepop i elektroniske klangfarver.

Det er sange, der bygger bro mellem kulturer og ånder gennem flere traditioner. Og det er samtidig et dybt personligt univers, der løftes af Ersahins smukke stemme og fabulerende saz-spil og af AySays øvrige musikere, Aske Døssing Bendixen og Carl West Hosbond, der med en mangfoldighed af inspirationer og stort instrumentalt overskud tilføjer rige nuancer til det musikken.

AySays debutalbum, Su Akar, var et frisk pust i dansk musik, da det udkom i 2021. Ledsaget af anmelderroser og en række gribende koncerter, bl.a. på Roskilde Festival i 2022, har AySay opbygget et ry som et band, der både kan skabe fest og gå lige i hjertekulen med vemodige klange. Dette ry blev cementeret med 2023-albummet KÖY, som også viser en politisk side af bandet med den solidariske hyldest til kvinders kamp i Iran og Sydkurdistan på åbningssangen “Ez Kevokim”.

Nu vender AySay tilbage til Roskilde Festival, hvor de er klar til at lukke dig ind i deres smukke, opløftende og omfavnende univers.