ANNA LIN & KLIMAPSYKOLOGISK UNGDOMSFORENING DK

Lokation
Flokkr
Show
Søndag 30. juni 2024
Fra klimabekymring til klimahandling: Gå med i klimaterapi og få redskaber til at tackle dine tanker om klimaet


Til klimaterapi kan du dele dine bekymringer, håb og drømme for fremtidens klima. 
 

Igennem en talk og en workshop med Klimapsykologisk Ungdomsforening og tv- og podcastvært Anna Lin åbner vi for nogle af de svære følelser, der kan være forbundet med klimaforandringerne.  

Sammen skaber vi et rum, hvor vi kan dele vores tanker og måske se nye muligheder for at omdanne bekymring til handlekraft. Du kan være trist, vred, ligeglad, skuffet, magtesløs eller optimistisk; alle følelser er velkomne. 

Prognoserne for både klima, miljø og biodiversitet er dystre, og klimakrisen er også en humanitær krise, der vil skabe hungersnød og drive mennesker på flugt. Det kan være svært at håndtere og navigere i. En undersøgelse blandt 10.000 unge i alderen 16-25 år fra i alt 10 forskellige lande viser, at næsten 60 procent er meget bekymrede eller ekstremt bekymrede på grund af klimaforandringerne. 

Klimapsykologisk Ungdomsforening og Anna Lin sætter fokus på de mange følelser og tanker, der kan være på spil i forbindelse med klimabekymringer – og på hvordan de kan blive et springbræt til håb og handling. 

Kom og tag del i en tryg samtale om klimaforandringer og klimabekymringer, bliv inspireret af andres tanker, og gå måske herfra lidt lettere om hjertet. Du er ikke alene med din klimabekymring! 

Klimapsykologisk Ungdomsforening er en forening, der udspringer af Den Grønne Ungdomsbevægelse. Foreningens aktiviteter tæller blandt andet gruppeforløb for klimabekymrede unge, klimacaféer og anti-burnout naturweekender for klimaktivister. 

Foreningen er støttet af Tuborgfondet. 

Anna Lin er tv- og podcastvært og har blandt andet medvirket i tv-programmet ‘Den Grønne Optur’ om løsninger på klimaforandringerne. I februar 2024 modtog hun TV 2 Echo-prisen Årets Forbillede for at sætte fokus på mental trivsel.