ANGÅENDE MIG DK

Lokation
TBA
Show
Mandag 1. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Til kamp mod konformiteten med provinsiel brutalisme 


“Som et los lige i fjæset på patriarkatet”, skrev Soundvenue om Angående Migs debutalbum,
Manden i mig, som de i øvrigt hyldede som et af 2023s bedste danske udgivelser.  

Med albummet har Angående Mig – alias Laura Lilholt Andersen – da også skabt et udtryk, der ikke kun er sjældent vedkommende. Det transcenderer også enhver kassetænkning ved at blande punkens konfrontatoriske vrede, singer/songwriterens reflekterede inderlighed, minimalistisk pop og beats inspireret af hiphoppen. 

Læg dertil en stærkt konceptuel tilgang til at udfolde personlige historier om køn, opvækst, sex og stolthed i en ramme, der mimer den kristne gudstjeneste. Man fornemmer, at noget helt særligt er i vente, også fra scenen, hvor Angående Mig lukker os ind i sin dannelsesrejse og kamp for at finde et ståsted i en verden besat af at proppe mennesker i kasser.  

Provinsiel brutalisme har hun selv kaldt sin tilgang til sangskrivningen, men selvom hun synger ud fra provinsens erfaringer, er der intet provinsielt over hendes musik, der på én gang er et personligt manifest og et stærkt bud på moderne protestsange, der blæser til kamp mod konformitet.