ABADIR & HOGIR EG

Lokation
TBA
Show
Fredag 5. juli 2024
Mere om kunstneren
Spotify
Instagram
Muterede rytmer blander traditionel mellemøstlig percussion og ravekultur 


Efter at have arbejdet i flere år som rockmusiker udløste Cairo-musikeren Abadir en kreativ eksplosion, da han anskaffede sig en trommemaskine og en synthesizer og påbegyndte en rejse ind i muterede, elektroniske rytmer. 
 

Tidligt opdagede han, at han ved at bruge loops af den traditionelle egyptiske folkemusik Maqsoum, spille den ved høj BPM og fusionere den med junglemusikkens rytmer kunne skabe et nyt musikalsk sprog, som fungerede forbavsende godt på dansegulvet. Siden har han fortsat med at skubbe til grænser for rytmisk, elektronisk musik ved at blande synkoperede elementer af drum’n’bass, jungle, footwork og juke med arabiske vokal og elementer af traditionel mellemøstlig percussion.  

Det kommer stærkt til udtryk på hans seneste album med den passende titel Mutate. Albummet, der udkom i 2022 på det Shanghai-baserede label SVBKVLT, er en sand masterclass i hans evner til at skabe overraskende og medrivende koblinger mellem traditionelle rytmer og ravekultur.  

Live er han begyndt at fremføre musikken i samarbejde med den alsidige tyrkiske percussionist Hogir, der ligesom Abadir er en åbensindet udforsker af alverdens rytmer, som han fletter sammen i en dynamisk syntese af inspirationer fra Mellemøsten, Indien, Japan og Europa. Der venter et globalt rave i særklasse på Roskilde Festival.  

Showet indgår i koncertrækken Heartcore World Music XXXL, som er kurateret af Behrang Najafi, Shahin Entezami (Temp-Illusion) og Simin Stine Ramezanali (abji_hypersun/SLIM0). Programmet byder på kunstnere, der bevæger sig i krydsfeltet mellem hiphop, scratching og akustisk musik og er med til at nedbryde musikalske konventioner. Heartcore World Music XXXL inviterer dig på en fordybende oplevelse, der udfordrer forudfattede forestillinger, skaber nye rum og inviterer dig til at opleve musik på en ny måde.