KICK-OFF: PÅ VEJ MOD EN UTOPISK RF23

På årets Kick-Off Fællesmøde for ildsjæle blev ambitionerne for Roskilde Festival 2023 præsenteret. Vi skal lave festival til en ny tid – og vi skal gøre en ekstra indsats for at nå ud til de yngre generationer.

 

Omkring 200 ildsjæle meldte deres ankomst til årets Kick-Off Fællesmøde på Roskilde Festival Højskole onsdag 21. september. Lille Orange, hjertet af højskolebygningen, der til dagligt rummer en farverig flok unge, eventyrlystne højskoleelever, blev denne onsdag aften forvandlet til samlingssted for nye og gamle ildsjæle.

En frisk duft af kaffe og summende hyggesnak bredte sig hurtigt i lokalerne. Og efter en smuk fælles fremførelse af Lou Reeds udødelige ’Perfect Day’, blev scenen indtaget af Roskilde Festivals administrerende direktør, Signe Lopdrup.

Hun lagde i sin tale vægt på, at vi på RF50 så langt færre unge festivaldeltagere, end vi gjorde inden coronapandemien. Årgange, som vi frem mod næste festival skal gøre en ekstra indsats for at tiltrække.

Signe Lopdrup fortalte om vores særlige opgave med at række ud til de unge mennesker, der på grund af coronapandemien ikke fik deres festivaldebut. Foto: Luna Stage

Vi skal være en festival for de unge

Med corona som benspænd for festivalens udfoldelse de seneste par år, er der sket en demografisk forskydning blandt vores deltagere. Mange valgte at beholde deres billetter fra 2020, og da tiden ikke stod stille i de festivalløse sæsoner, var deltagerne på årets festival i gennemsnit blevet to år ældre.

De mange billetoverførsler fra 2020 og 2021 til 2022 havde den konsekvens, at der var langt færre debutanter på festivalen i år. Frem mod den kommende festival skal vi derfor arbejde målrettet med at engagere og fastholde den unge generation.

Endnu stærkere frontløbere for grøn omstilling

På årets festival fik vi minimeret affaldsmængden med 6000 tons – dvs., at der var 30% mindre affald sammenlignet med festivalen i 2019. Det er en flot udvikling – men vi kan stadig blive endnu bedre og være stærkere frontløbere, end vi allerede er.

Vores egne undersøgelser viser, at flere tog toget til og fra festivalpladsen sammenlignet med tidligere år. Mange tog også godt imod vores nye tilbud om at leje teltudstyr af os.

Frem mod næste festival skal vi blive endnu bedre til at genbruge produkter og byggematerialer, finde løsninger nye til at minimere affald, osv. Både af hensyn til klimaet, men også for at skærpe omkostningerne, da inflationen stadig buldrer afsted.

Omkring 200 ildsjæle havde taget plads i Lille Orange og på bagtribunen. Foto: Luna Stage

En skærpet festival

I år oplevede flere frivilligteams et øget pres. Det skyldtes dels, at vi ikke var så mange frivillige, som vi drømte om at være. Derfor er vi ekstra opmærksomme på, hvordan vi rekrutterer og fastholder frivillige i fællesskabet.

Det øgede pres på nogle teams var også en afledt konsekvens af, RF50 blev kulminationen på mange års planlægningen og et væld af projekter. Det betød nemlig, at RF50 i flere henseender var vores største festival nogensinde.

Når vi nu tager hul på en ny epoke i festivalens historie, skal vi ikke lægge mere til og udvide – tværtimod skal vi skabe en mere skærpet festival, hvor vi prioriterer, hvilke projekter vi bringer til live, og hele tiden stiler efter, at vi ikke bruger flere ressourcer end nødvendigt.

 

”Utopia” er nyt tema

Vores seneste to festivaler er blevet skabt med afsæt i temaet ”Solidarity.” Nu er tiden kommet til at se frem, og det gør vi med temaet ”Utopia”, der vil rammesætte de næste tre festivaler.

Programchef Anders Wahrén forklarede valget af tema med, at meget af det, der sker på vores festival, ikke kan lade sig gøre eller ville fungere i den virkelige verden. Derfor kan man betragte festivalen som utopisk.

Temaet skal inspirere til en ny og bedre fremtid, hvor man gerne må skubbe til grænserne og være et utopisk sted.

Læs mere om årets tema i This Could Be Roskilde Festival 2023

Mellem oplæggene var der tid til at sludre og dele gode RF50-minder. Foto: Lune Stage

En festival med plads til diversitet og lighed

Roskilde Festivals spritnye handleplan, ”Diversitet og Lighed”, blev præsenteret på aftenens fællesmøde. Med handleplanen i hånden vil vi inspirere til at skabe mere mangfoldige og lige fællesskaber – ikke kun på Roskilde Festival, men alle steder.

Handleplanen kredser om temaerne mangfoldighed, trivsel og adfærd. For hver af de tre indsatsområder har vi identificeret målsætninger og konkrete handlinger, der skal hjælpe os på vejen mod at skabe mere inviterende fællesskaber og sikre social sammenhængskraft.

Du kan læse handleplanen her

Scenerokade og flytning af Volunteers’ Village

Planerne for festivalpladsen blev præsenteret med afsæt i vores nye byplanstrategi.

I år oplevede vi, at den østlige del af den indre festivalplads var tætpakket med mennesker, mens der længere mod vest var plads til store armbevægelser. På RF23 vil vi gerne skabe bedre balance mellem de to områder og bedre flow på hele indre plads.

I den forbindelse planlægger vi en scenerokade, hvor Pavilion og Countdown/Mantra bytter plads, så der bliver mere plads til publikum.

Volunteers’ Village, de frivilliges egen by, der frem til nu har boet i området øst for Gloria, rykker teltpløkkerne op og flytter til området nord for Apollo i den nordvestlige del af indre plads. På det nye område vil du finde de gode frivilligfaciliteter, som du kender – nu med kortere afstand til Volunteer Camping, hvor mange frivillige overnatter. På området, Volunteers’ Village fraflytter, vil der fortsat være et mindre samlingspunkt for frivillige.

Se alle planerne for festivalbyen i byplanstrategien

 

Tekst: Sophia Lagoni, frivillig i Roskilde Festivals mediehus
Foto: Luna Stage, frivillig i Roskilde Festivals mediehus

Henter...